Mit sommerønske er flere gode samtaler

3. jul 2026

Vi taler mindre og mindre sammen. Omkring 300 ord færre om dagen end året før. Hver dag.
Budskabet kommer fra en af mine kunder og bygger på forskning fra University of Missouri-Kansas City. Det har sat sig fast hos mig.

Det lyder umiddelbart som en lille forandring, men måske er den større, end vi tror.

I mit arbejde med kommunikation har jeg ofte fokus på budskaber, kanaler, indhold og synlighed. Men kommunikation handler i høj grad også om relationer. Om mennesker. Om samtaler.
Når vi taler sammen, opstår der noget, som hverken mails, chats eller opslag kan erstatte. Nuancer. Nærvær. Forståelse. Muligheden for at høre det, der ligger mellem linjerne.

Derfor har jeg selv nogle ønsker for sommeren. Mere nærvær. Flere lange samtaler. At lytte lidt mere. Og at blive bedre til at lægge telefonen lidt længere væk.

Når hverdagen vender tilbage, håber jeg, at vi husker værdien af den gode samtale på arbejdspladsen. Den interne kommunikation lever ikke kun i nyhedsbreve, på intranettet og i Teams-beskeder. Den lever også ved kaffemaskinen, på gåturen og i mødelokalet.

Det samme gælder i mødet med kunderne. Den nysgerrige samtale er ofte dér, hvor forståelsen opstår, relationerne styrkes, og tilliden bygges.

Jeg håber, at du får en sommer med plads til det, du ønsker dig mest.

Rigtig god sommer.