Nogle budskaber står stærkere, når lederen selv tager ordet

9. sep 2026

En virksomhed har mange stemmer. Medarbejdernes historier kan gøre fagligheden, kulturen og hverdagen levende.
Men den øverste leders stemme kan noget særligt. Når lederen sætter ord på retning, holdninger og ambitioner, får kommunikationen en anden tyngde.

Det ser jeg blandt andet hos to af mine kunder.
Hos TH. LANGS HF & VUC bruger rektoren sin stemme til at sætte fokus på det, der er vigtigt for elever og kursister på HF og VUC i et uddannelsespolitisk landskab under forandring. Her kan det være nødvendigt at tale tydeligt for at blive hørt i den politiske debat.

Hos MRAS sætter direktøren barren højt og fortæller åbent om, hvad det kræver at være en værdiskabende samarbejdspartner for bygherrer og arkitekter. Det forpligter. For når man som øverste leder sætter ord på, hvad kunderne skal kunne forvente, skal organisationen også kunne stå på mål for det i praksis.

Forskellige dagsordener, men med noget væsentligt til fælles: Lederen bruger sin position til at gøre organisationens perspektiver og ambitioner tydelige.

Alligevel tøver mange ledere. De vil ikke stille sig selv frem, og tiden er knap.
Det handler dog ikke om at være synlig for synlighedens skyld. Det handler om at tage ordet, når man har noget relevant at bidrage med.

Mit råd er derfor: Vælg de emner, hvor netop din position som leder giver budskabet en særlig vægt. Del dine perspektiver på de valg, forandringer og faglige spørgsmål, der har betydning for organisationen, kunderne og branchen

Ikke som den eneste stemme i kommunikationen. Men som en vigtig stemme, når det handler om retning, ambitioner og holdninger.