Vi skal værne om troværdigheden

13. okt 2026

Vi bliver dagligt mødt af enorme mængder af information.
Noget er veldokumenteret og har en tydelig afsender. Andet er svært at gennemskue, og noget er bevidst skabt for at påvirke, skabe tvivl eller ligefrem vildlede.
Misinformation og påvirkningskampagner er blevet en del af den virkelighed, vi befinder os i. Samtidig gør AI det stadig lettere at producere indhold, der ved første øjekast virker både professionelt og overbevisende.

Det stiller krav til modtagerne. Men i høj grad også til os, der arbejder med kommunikation. For vi er med til at afgøre, hvad der bliver sendt ud, hvordan det bliver vinklet, og hvor tydeligt det er, hvem der står bag.

Derfor mener jeg, at vi har et særligt ansvar for at værne om troværdigheden. Også når tempoet er højt, konkurrencen om opmærksomheden er stor, og de gode historier helst skal være både skarpe og interessante.

For mig betyder det, at mennesker og virksomheder skal kunne stå på mål for det, der kommunikeres. Holdninger skal komme fra nogen, der faktisk har dem, og faglighed og erfaringer får lov til at være fundamentet for kommunikationen.

Det er også derfor, jeg gerne vil tæt på mennesket, når jeg arbejder med en virksomheds kommunikation. Jeg leder efter den konkrete viden, erfaringerne og holdningerne. Det der giver kommunikationen substans og gør den troværdig. Min opgave er ikke at lægge fine ord ovenpå. Den er at finde ind til det væsentlige og formidle det klart og interessant.

De nye AI-værktøjer ændrer ikke på det ansvar. Tværtimod. At noget kan formuleres hurtigt, flydende og overbevisende, betyder ikke, at det er rigtigt, relevant eller værd at sige.

Når mængden af kommunikation vokser,
bliver faglighed, kritisk sans og ordentlighed
kun endnu vigtigere.


Vi skal stille det ekstra spørgsmål, tjekke vores påstande, være konkrete og huske, at der skal være nogen, der vil stå ved ordene, når de først er sendt ud.

Troværdighed kommer ikke af de rigtige formuleringer. Den kommer af det fundament, som ligger bag.