Midt i mediestormen om Lars Løkke, bilag, tøjindkøb, rejser, formandskab og så meget andet, tænker mange virksomhedsejere måske over, hvad de ville gøre, hvis de kom i mediernes negative søgelys.

Her lyder det bedste råd – vær forberedt!

Undersøgelser viser, at det faktisk kun er hver anden virksomhed, som har en krisekommunikationsplan klar – og det på trods af, at rigtig mange frygter en krise.

Derfor er det afgørende at have overvejet og besluttet, hvordan kriser tackles i virksomheden. Samtidig er det et rigtig godt grundlag for at komme godt igennem en krise, at man har et godt forhold til medierne og løbende får opbygget og vedligeholdt sit omdømme ved at være åben om de ting, som sker. Det giver medierne et mere nuanceret indtryk af din virksomhed og dig noget goodwill at trække på.

Så vær beredt og hav en handlingsplan klar, hvis krisen skulle ramme din virksomhed. Det øger muligheden for at komme godt igennem – og for at kunne handle hurtigt – hvilket kan være afgørende for, at krisen ikke udvikler sig.